Kemikalier skal være bæredygtige

Kemikalier skal renses og genbruges – i stedet for at blive kasseret og brændt som farligt affald. Det er ideen bag projektet ”Kemiske stoffer i en cirkulær økonomi” – et nyt projekt, der skal fremme bæredygtig brug af kemiske stoffer ved at reducere ressourceforbruget og klimaaftrykket på en miljø- og sundhedsmæssig forsvarlig måde.

Målet er at udvikle en ny teknologi til rensning af kemikalier, der har været brugt som proceshjælpestoffer i industriel produktion, og som dermed er blevet forurenede. I stedet for at kassere dem og sende dem til forbrænding, er målet at rense og anvende dem flere gange.

Helt konkret vil man afprøve en række forskellige metoder til rensning af tre opløsningsmidler (solventer), der anvendes som proceshjælpestoffer i produktionen af lægemidler.

Hidtil er disse proceshjælpestoffer blevet kasseret som farligt affald. I stedet er målet, at de – efter rensningen – kan genanvendes i produkter som f.eks. håndsprit, hudplejeprodukter, rengøringsmidler og lim.

Første fase af projektet – udvælgelsen af de tre solventer til forsøget – er netop afsluttet. Projektet ventes afsluttet 1. juni 2022.

Kontakt: Vibeke Plambeck

Fakta om projektet

  • Projektets formål er at udvikle og videreudvikle teknologier til at rense og genanvendte proceshjælpestoffer og dermed reducere ressourceforbrug og klimaaftryk på en miljø- og sundhedsmæssige forsvarlig måde.
  • Projektet tager udgangspunkt i lægemiddelindustrien, der anvender kemiske stoffer, primært solventer, som proceshjælpestoffer.
  • Hidtil er disse forskellige proceshjælpestoffer blevet håndteret som farligt affald, hvor de primært bliver brændt af.
  • Projektets omdrejningspunkt er udvikling og videreudvikling af rensemetoder for at sikre renheden af de cirkulære stoffer.
  • Målet er, at de rensede stoffer kan genanvendes i produkter som håndsprit, hudplejeprodukter, rengøringsmidler og lim.
  • Første fase af projektet er netop overstået. Her har man udvalgt at benytte Ethanol, Acetone og Isopropanol og afprøve de forskellige rensemetoder. De tre stoffer er udvalgt på baggrund af mængder, tilgængelighed og forsyningssikkerhed. Desuden har det været et vigtigt kriterie, at de solventer, der arbejdes videre med, også bliver anvendt hos nedstrømsbrugere, der producerer almindelige forbrugerprodukter.
  • Miljøministeriets Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) har bevilliget midler til projektet.
  • Hovedansøger er Kemi & Life Science

Hovedansøger

  • Kemi & Life Science

Medansøgere

  • Norlex Chemicals A/S
  • Aalborg Universitet
  • Brenntag Nordic A/S
  • Univar A/S
  • Helm Skandinavien A/S
  • Lif
  • Dansk Erhverv
  • Kosmetik & Hygiejne Branchen

Øvrige projektdeltagere og interessenter

  • Leo Pharma A/S
  • Nopa Nordic
  • Knud E. Dan A/S
  • Borup Kemi A/S
  • Alumichem A/S
  • Miljømærkning Danmark

Underleverandør

  • DHI

Projektledelse:

  • Juraad Aps